Eliten

I dag er Dommedag, hvis man skal tro en amerikansk prædikant, som har forudsagt dommedag mindst én gang tidligere i 1994. Det indebærer, at alle rettroende kristne vil blive hentet og ført op til Gud. I virkeligheden er der en del uenighed om, præcis hvad der står på programmet til “The Rapture”, som skulle finde sted i dag, den 21. maj 2011. Kort sagt handler det om, at Jesus måske dukker op igen, og i hvert fald skal de troende kristne hentes.

Se det efterlader jo nok nogle stykker tilbage. Heldigvis er Gud jo normalt temmelig frisk på at tilgive, hvis blot man angrer, så der vil formentligt være mulighed for at købe billet til himlen ved døren.

Men hvad nu, hvis det går lidt for stærkt, og Gud glemmer nogen? Det er præmissen for sci-fi-novellen “Judgement Passed” af Jerry Oltion.

I novellen vender besætningen på et rumskib tilbage til Jorden, blot for at opdage, at alle andre er skredet. Jesus har været forbi og hentet dem alle. Twistet er, at astronauterne er rationelle personer, ateister. Men nu har de et håndgribeligt bevis på, at Gud eksisterer. Til gengæld står de nu med problemet: Hvad gør vi nu?

Uden at afsløre for meget, så er besætningen delt mellem at affinde sig deres skæbne og nyde resten af tiden alene på Jorden, og mellem at få Guds opmærksomhed, koste hvad det vil.

Det er jo oplagt at bruge den idé til et scenarie, tænker jeg. Men der vil også være nogle store udfordringer: Dels vil spillerne få en postapokalyptisk sandkasse at boltre sig i som “Palle Alene i Verden”, og dels vil det stille ret store krav til det materiale, spillerne får at arbejde med for at motivere dem til at skabe noget dramatisk, som eksempelvis at prøve at sprænge kloden i luften for at få Gud til at komme tilbage og hente dem.

Sci-fi 2012

Jeg har jo lovet, at mit Fastaval-scenarie til 2012 bliver et science fiction-scenarie. Ud over min Rapture-idé, som jeg har brygget på i et par år, så er jeg også stadig inspireret af Stephen Kings “The Running Man”.

Bogen skiller sig markant ud fra filmen med en meget mere dyster stemning. Det handler ikke om at sparke røv, men om at sikre sin families overlevelse. Hovedpersonen har meldt sig til et tv-show, hvor deltagerne slippes løs og skal overleve på flugt længst muligt fra en gruppe hitmen.

Deltagerne dør med andre ord, men jo længere de holder sig i live, jo flere penge tjener de. Og hovedpersonen har meldt sig til The Running Man, fordi hans barn er sygt, og familien ikke har råd til medicin. Undervejs finder han ud af, at løftet om en præmie til familien er fup, og firmaet bag programmet har skaffet hans familie af vejen. Og så gælder det om at tage tv-selskabet med sig ned i faldet.

Det er en fed fortælling, og den er stadig aktuel, selvom den første gang blev udgivet i 1982 (Stephen King udgav den under synonymet Richard Bachman, som han har skrevet flere fremragende dystre nær-fremtidsromaner under). Derfor ville jeg rigtig gerne tage idéen og især twistet og lave det til et scenarie.

Men her bliver udfordringen at undgå, at spillerne fokuserer for meget på gameshow-elementet, når de er en gruppe. De skal helst nå frem til vendepunktet med deres oprindelige motiver intakte.

Derfor overvejer jeg, om formatet for “spillet” eller gameshowet skal ændres, eller om jeg kan bruge nogle scenarieteknisk kneb til at holde fire spillere inde i rollerne. For The Running Man indeholder mulighed for at skulle træffe flere ubehagelige valg, hvor det er vigtigt, at spillerne ikke tænker for meget i spilmekanik, selvom der er nødt til at være en spilmekanik for at kunne løse de uundgåelige action-konflikter, der er nødvendige for at opbygge spændingen.

Fordelen ved at bevare det oprindelige koncept er, at det garanterer, at scenariet slutter med et brag på en eller anden måde. Ulempen er, at vejen dertil måske ikke bliver helt så fed, som jeg gerne ville have den til at være.

Funny guy

Et sidste dilemma er naturligvis, at jeg har haft størst succes med morsomme scenarier. Selvfølgelig er selv alvorlige scenarier sjove (hvorfor skulle vi ellers spille rollespil, hvis ikke vi blev underholdt), men jeg ved ikke, om jeg vil formå at løfte et alvorligt tema, som involverer action, uden det går helt op i, at spillerne bare vil have større guns.

Det kan også ses som en udfordring, og jeg vil måske overveje at holde mig inden for novellegenren igen for at sikre, at jeg redigerer alt overflødigt fra, når der nu er en helt konkret historie, jeg gerne vil fortælle.

På den anden side lægger idéerne også op til scenarier af en type, hvor spillerne gerne vil have tid til at diskutere. Og hvis jeg samtidig vil bruge et regelsystem af en art, så kan det blive presset at få afviklet det hele på under to timer.

Jeg tror, det er første gang, jeg har haft mod på at tage fat i mit Fastaval-scenarie så kort tid efter Fastaval og faktisk arbejde med det. Men med lige netop Ingen Vej Ud har jeg kunnet tage mig sammen til ikke blot at kigge på scenariet igen, men også oversætte det til engelsk og lave en hel sides ekstra rettelser i teksten.

Det kommer selvfølgelig på baggrund af feedback fra spillere, spilledere og dommere på Fastaval, men normalt bliver jeg blot lidt gnaven over ikke at vinde noget, så jeg mugger lidt, før jeg får blod på tanden til at skrive det næste scenarie. Men denne gang følger jeg altså Ingen Vej Ud helt til dørs, og det føles ualmindeligt tilfredsstillende!

Rettelserne omfatter mest en masse praktiske råd til afviklingen. Det helt store problem, jeg oplevede, var, at der var flere spillere, end jeg havde forudset, som dels forventede en regulær dungeon crawl og dels ikke havde erfaring med at spille rollespil, hvor spillerne har hele ansvaret for fortællingen.

Det første må jeg tage på min kappe. Jeg kan godt se, at hvis man ikke læser foromtalen grundigt, så bliver Ingen Vej Ud hurtigt i snakken hen over colaflaskerne i rollespilsklubben til “En dungeon crawl med nogle eventyrere, der er fanget nede i en kæmpe dungeon”. Og den beskrivelse er heller ikke helt forkert, men den afspejler heller ikke stilen i scenariet. For Ingen Vej Ud handler om at udforske spilpersonerne, ikke om at slå monstre ihjel og score XP. Det kunne jeg nok have signaleret lidt tydeligere, så det er en lektie, der er lært til næste foromtale.

Her handler det nok især om at se på, om man anvender nogle temaer, der kan vildlede visse spillere. I mit tilfælde blev enkelte spillere lokket til alene i kraft af min brug af ordet “dungeon”. Så nu ved jeg, at hvis jeg eksempelvis skal lave et nyt fantasy-scenarie, så skal jeg tydeligt forklare i foromtalen, hvis scenariets vigtigste temaer adskiller sig fra det, spillerne typisk vil forvente, når de støder på disse begreber.

Mit dilemma var så med foromtalen til Ingen Vej Ud, at jeg også gerne ville spille på netop genkendelsen. Det tror jeg også virkede for mange spillere, men der var altså en gruppe, som dukkede op med terninger og en forventning om at få lov til at sparke døre ind og score skatte. De blev nok lidt forvirrede.

Og det bringer mig til det andet problem: Spillere, som aldrig havde prøvet den her indie/fortællerollespilsstil, hvor spillerne får frihed og ansvar for at skabe fortællingen. I den gruppe, jeg selv endte med at være spilleder for, da Ingen Vej Ud kørte første gang, var der i hvert fald to spillere, som slet ikke kendte den spillestil.

Det værste var, at jeg antog, at alle kendte til at spille på den måde. Så da den spiller, der ellers pralede af at have spillet rollespil i 27 år, sagde: »Jeg undersøger liget. Hvad finder jeg?« så svarede jeg naturligvis kækt igen med: »Fortæl os, hvad du finder.«

Det var han ikke lige med på. Så han skiftede straks til at tale uden for spillet og spørge, hvad der ville ske, hvis han sagde, at han fandt en skriftrulle til at teleportere dem ud af dungeonen?

Lige netop den situation kunne jeg nok godt klare som spilleder ved at træde ind i en mere traditionel rolle som styrende spilleder, men det var ikke det, der var hensigten i scenariet. Hensigten var, at spillerne skulle kunne udfolde sig frit, men naturligvis inden for fiktionens rammer.

Den samme spiller valgte også at modarbejde resten af gruppen ved stort set at melde sig ud af scenariets spiltekniske del. Jeg har kun to gange som Fastaval-spilleder været ved at smide en spiller ud, men ham her var én af dem. Det hele endte med at blive noget rod, og det kun fordi to spillere ikke havde nogen idé om, hvordan de skulle spille.

Til gengæld lærte jeg af den fejlslåede første afvikling. Nu vidste jeg, at jeg skulle advare mine spilledere om, at de før spillet skulle forklare de grundlæggende præmisser. Nemlig at spillerne skal udforske forholdene mellem spilpersonerne, og at de har frihed til at gøre, hvad der passer dem, så længe de holder sig inden for fortællingens rammer og holder for øje, at scenariet har et fastlagt klimaks, som de skal arbejde sig frem mod.

Jeg fortalte også min næste spilgruppe, at de skulle holde lidt igen med at gå direkte i flæsket på hinanden for på den måde at hjælpe med til at bygge spændingerne op frem mod scenariets klimaks. De små ændringer var nok til, at anden afvikling gik helt, som jeg havde tænkt scenariet, og det var fedt.

Så nu har jeg skrevet alle disse erfaringer og tips ind i scenariet, som forhåbentligt snart kan downloades fra Alexandria.dk.

Kunne jeg have undgået disse problemer med en spiltest? Det tror jeg helt ærligt ikke. For de spillere og spilledere, jeg kunne have fundet til en test, ville have været helt med på, hvordan scenariet skulle spilles, og så ville jeg ikke være blevet klogere. Men nu er scenariet i hvert fald revideret, hvis andre vil læse eller spille det.